Dansk Irsk Setter Klub indbyder erfarne, som nye hundefører til en hyggelig vintertræning i de naturskønne omgivelser på Kongenshus hede den 27. og 28. feb. 2021. Alle engelske racer er velkomne og det samme er kommende nye hundeejere der ønsker at se hvordan den Irske Setter arbejder i deres rette element.
Det koster kr. 50,00 pr hund at deltage, som går til bevarelse af stier på Kongenshus.
Vi mødes kl. 9.00 på parkeringspladsen ved hotellet. Tag madpakke og lidt varmt at drikke med som vi kan nyde sammen ved shelterpladsen til frokost.
Tilmelding kan ske til persusanne@mail.dk eller til Per 51 53 21 55.
Se de flotte billeder fra 2020 træningen her og læs om hvordan en af vores nye medlemmer oplevede træningen da han deltog første gang i 2020 i nedenstående beretning
Traditionen tro var der inviteret til træningstur på Kongenshus Hede.
På trods af massiv nedbør og i omegnen af 14 sekundmeter vind, var der et flot fremmøde på ca. 20 hunde til lørdagens træning. Der var mødt både Norske og Svenske hundeførere op og alle setterracerne var repræsenteret. Erik Rimmens hjemmelavede snaps gik rundt og måtte drikkes omgående for ikke at blive fortyndet til det rene vand i den heftige regn. Humøret forblev dog højt. Hundeførerne blev opdelt i 2 hold. Unghundende gik i samlet flok under kyndig vejledning af erfarne setter folk. Terrænerne er utrolig lækre, her kommer hundene virkelig til deres ret. Det er fedt at slippe sin hund sådan et sted. Der var masser af fart og udholdenhed i det kølende vejr. Der blev også set agerhøns og enkelte hunde fik fugl i næsen og der opstod spændende situationer. Sidst på formiddagen tittede solen frem. Frokosten blev indtaget i tørvejr i det fri. Som ny skal man holde tungen lige i munden når der bliver talt om diverse linier, hvalpekuld, brødre og søstre. Der danner sig et virvar af forgreninger i overetagen, men man bliver alligevel lidt grebet af det, det er ret fascinerende. Turen til Kongenshus hede er en fremragende tradition i dansk irsk setterklub. Terrænet er smukt, vidderne er enorme og samværet er hyggeligt. Som ny hundefører og med en unghund er det et virkelig godt arrangement at deltage i - arealet er hegnet og der er samlet en flok passionerede setter folk som gerne øser ud med råd og hjælp til at man kan få sig mange gode oplevelser og succes med rød setteren.
Henrik Maltbæk & Wilma