Min store passion for Irske Setter startede i 1991 hvor Kiwi blev en del af mit liv. Den første hund er altid speciel og den lever stadig i minderne. Kiwi, blev således inspiration til kennel Kiwiline’s. Det er blevet til mange kuld i årenes løb med fokus på den gode velgående hund. Den foreløbige kulmination på ”karrieren” var da KiwilIne’s Kiwi blev svensk Derbyvinder i 2017.
Selvom min store passion er jagt og markprøve med den Irske setter, bliver der også tid til at se efter en sommerbuk i løbet af sommeren, hvor der ikke er så meget aktivitet på hundefronten. Organisatorisk er det igennem årene, blevet til mange forskellige hverv inden for hundesporten bl.a. arrangering af, apporteringstræning og apport prøver, Markprøvetræning, samt terrænleder og prøveleder på markprøver både forår og efterår. Det er desuden blevet til ca. 10 år i DISK’s Bestyrelse.
Jeg er 59 år og bor på Tuse Næs, hvor de fleste af de aktiviteter som jeg er involveret i, er centreret omkring. Jeg er stolt og imponeret over at have været en lille brik i det store puslespil, der har medført en massiv fremgang for den irske setter de sidste 30 år og håber, at det bliver til endnu 30 år med den smukke jagthund, som jeg har tabt mit hjerte til.
Vi ses derude!
Jan Lorentsen, Holbæk 2020