Hjertelig tillykke til vores allesammens Birte

Birte Jensen fylder 60 år den 8. August

Birte, som alle i Dansk Irsksetter Klub kender, runder et skarpt hjørne 8. august 2020. Hun har som mangeårigt medlem af klubben med sin tjenstvillighed og hjælpsomhed været særdeles aktiv i flere henseender. På udstillinger er det Birte, der har det fulde overblik over, hvilke sløjfer og rosetter, der hører til hvad.
Når Birte ad flere omgange sammen med Gunnar har været prøveleder på klubbens hovedprøve, er hun gået 100 procent ind for sagen, og alt har været i orden til punkt og prikke. Så sent som i foråret skulle de så igen have været prøveledere for hovedprøven, som desværre måtte aflyses. Det gav ekstra stort, administrativt arbejde til Birte bl.a. at skulle sørge for at sende penge tilbage til de tilmeldte medlemmer. Pokalafdelingen styres med samme akkuratesse, som alt andet Birte har fingre i. Desuden har hun altid været en god og synlig støtte for Gunnar, uanset hvilken bestyrelsespost han har haft i klubben gennem mange, mange år, og hun har delt interesse med ham i form af hundesport, jagt og skydning.
I sin fritid dyrker hun ivrigt og habilt flugtskydning, har deltaget i jagter både indenlands og udenlands, bl.a. flere gange på rypejagt i Sverige, og hun har delt Gunnars store passion for den irske setter, i al den tid de har kendt hinanden.
Vi ønsker dig stort tillykke med den runde fødselsdag, siger dig tak for mange dejlige fælles oplevelser og held og lykke med arbejdet omkring den for nyligt anskaffede hvalp.

På vegne af DISK, Flemming og Birgit.